Hele processen fra idé og skitse over model, støbeform og færdig skulptur – det hele foregår i værkstedet i den skønne have, der gemmer sig bag det gamle husmandssted på Holmegaardsvej.
Billedhuggeren Anne Sofie Rovsing Ejersbo skaber fascinerende skulpturer af bronze, der smeltes og støbes på stedet. Myriader af krager, gopler og arkitektoniske konstruktioner kommer frem af de specielle gipsforme, der udbrændes i en stor gammel keramikovn. For at få skulpturen ud, skal formen smadres, så alle værkerne er unikke.
Støberiet ligger i haven bag rødstenshuset, og mange af værkerne er netop tænkt til haven, så den bliver brugt som udstillingsrum. Gå en tur rundt i den spændende have og se på kunsten eller få gode idéer til at indrette din egen have. Måske bliver du inspireret af hønsehuset med tårn og eget hønsegalleri.
Der gemmer sig også en lille galleributik i det, der engang for længe siden var en stald. Her kan du se mindre skulpturer, unikke keramiske værker, dybtryk, postkort og meget andet.
Galleriet viser også skønne smykker i keramik og bronze af Dennis Rovsing Ejersbo. Desuden lave begge kunstnere belægningssten til haven – hver i deres unikke stil.
Hen over sommeren vil der være mulighed for at se det hele på særlige åbningsdage, og ellers har stedet åbent efter aftale.
Opdateret af: VisitVesterhavet | turist@visitvesterhavet.dk